Vedtægter for Stutsborg Rideklub

§ 1
Navn og hjemsted

Rideklubbens navn er: Stutsborg Rideklub
Forkortet: STRK
Rideklubbens hjemsted: Slangerupvej 6C, 3540 Lynge, Allerød Kommune.

§ 2
Rideklubbens Formål

Formålet er at samle medlemmerne, navnlig ungdommen, omkring ridesporten. Der tages udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i Rideklubben for derved at udbrede kendskabet til denne idræt. Der lægges vægt på at have sikkerhed i højsæde i forhold til rytterne og hestene.

§ 3
Dansk Ride Forbund

Rideklubben er medlem af Dansk Ride Forbund under Danmarks Idræts Forbund, hvorfor rideklubben og hvert enkelt medlem er forpligtet til at rette sig efter de to nævnte forbunds vedtægter, reglementer og bestemmelser, herunder de af de pågældende forbunds fastsatte voldgiftsbestemmelser.  

§ 4
Optagelse af medlemmer og stemmeret

I rideklubben kan optages junior- og senior medlemmer. Unge mennesker kan kun optages som junior medlemmer til og med det år, de fylder 18 år. De er ikke valgbare til bestyrelsen, før efter deres fyldte 18.år. Alle medlemmer har stemmeret. j.f.§ 9 For Medlemmer under 14 år overgår stemmeretten til en forælder. Stemmeret opnås først efter 3 måneders medlemskab. På generalforsamlingstidspunktet må medlemmet for at benytte sin stemmeret ikke være i restance. Indmeldelse i rideklubben skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til klubbens kasserer. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.

§ 5
Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst 1 måneds varsel til en ny kontingentperiode.
I særlige tilfælde vil udmeldelse kunne ske til den 1. i årets øvrige måneder. Bestyrelsen vil vurdere de enkeltes begrundelse og herefter bestemme udmeldelsens gyldighed.

§ 6
Kontingent

Medlemskontingent for næstfølgende år fastsættes af bestyrelsen for et år ad gangen og forelægges den ordinære generalforsamling til endelig godkendelse. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen. Er kontingentet ikke betalt senest 3 måneder efter forfaldsdato, ophører medlemskabet, og medlemmet kan kun optages på ny ved indbetaling af restancen.

§ 7
Karantæne/Udelukkelse

Bestyrelsen kan meddele karantæne af nærmere fastsat omfang, dog max. 2 måneder, til et medlem, der gør sig skyldig i usportslig optræden, eller på anden måde opfører sig til skade for rideklubben. For at denne beslutning skal være gyldig kræves, at mere end halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for karantænen. Medlemmet skal have adgang til at udtale sig over for bestyrelsen, inden afstemning finder sted. Denne afgørelse kan indbringes for distriktets forretningsudvalg inden 8 dage. Forretningsudvalgets afgørelse er inappellabel. Et eventuelt forretningsudvalgsmedlem fra den pågældende klub er inhabil.

§ 7 A
I særlige tilfælde kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at et medlem udelukkes fra rideklubben i et nærmere angivet tidsrum over 2 måneder. På generalforsamling afgøres sagen ved skriftlig afstemning, og for vedtagelsen kræves et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer (blanke stemmer tæller som afgivne). Medlemmet har krav på at være til stede og forsvare sig. Generalforsamlingens bestemmelse om udelukkelse kan af medlemmet indbringes for Dansk Ride Forbunds Appeludvalg inden 4 uger.

§ 7 B
I det af § 7 A omhandlende tilfælde kan generalforsamlingen ligeledes ved skriftlig afstemning, og med et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer, afgøre, at sagen via hovedbestyrelsen indbringes for Dansk Ride Forbunds Appeludvalg til afgørelse af, om der tillige skal ske udelukkelse fra andre rideklubber eller eventuelt indstilles til Danmarks Idræts Forbund, at vedkommende udelukkes fra andre specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (eksklusion).

§ 8
Generalforsamling

Generalforsamlingen er rideklubbens højeste myndighed og indkaldes af bestyrelsen. Den ordinære generalforsamling afholdes, én gang årligt, inden udgangen af februar måned.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest den 31. december. Tiden og stedet for generalforsamlingen skal, tillige med dagsorden og de forslag der skal behandles, skriftligt meddeles rideklubbens medlemmer med mindst 14 dages varsel. Generalforsamlingen afholdes på rideklubbens hjemsted.
Medlemmer på eller over 18 år er valgbare til bestyrelsen, hvis de har betalt kontingent og været medlem af rideklubben i mindst 3 måneder.

§ 8 A
Dagsorden

Dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Bestyrelsen aflægger beretning
4. Det reviderede og af bestyrelsen godkendte regnskab forlægges til godkendelse
5. Fastsættelse af kontingent
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af formand (ulige år)
8. Valg af kasserer (ligeår)
9. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer
10. Valg af 2 bestyrelses suppleanter
11. Valg af 2 revisorer og 1 revisor suppleant
12. Eventuelt

§ 8 B
Generalforsamlingens ledelse

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen. Der tages et udvidet beslutningsreferat af mødet, som minimum skal indeholde alle trufne beslutninger og oplysninger om hvem der er blevet valgt. Referatet fra generalforsamlingen underskrives af dirigenten og offentliggøres senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse.

§ 8 C
Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer skal ske på generalforsamlingen. Til forandring af rideklubbens vedtægter, kræves en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer. Enhver ændring af vedtægterne skal indberettes til DRF til godkendelse.

§ 8 D
Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne anser det for nødvendigt, eller når mindst 20 % af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden. Der regnes med det senest opgivne medlemstal til DRF ved beregning. I sidste tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling finde sted senest 3 uger efter begæringens modtagelse. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 8 dages varsel.

§ 9
Valg af bestyrelse

Bestyrelsen skal bestå af 7 medlemmer, der alle skal være fyldt 18 år. Generalforsamlingen vælger formand, kasserer samt 5 bestyrelsesmedlemmer. Derudover vælges, ligeledes på generalforsamlingen, 2 suppleanter til bestyrelsen.
Formand og kasserer vælges for en 2 – årig periode. Formanden er på valg i ulige år og kassereren er på valg i lige år. Øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 1 år ad gangen.
Genvalg kan finde sted.

§ 9 A
Sammensætning af bestyrelse/udvalg

Bestyrelsen sammensætter og nedsætter de forskellige udvalg, som bestyrelsen finder nødvendige i forhold til rideklubbens virke. Der skal være minimum et bestyrelsesmedlem repræsenteret i et udvalg. Formanden for udvalget skal således ikke være et bestyrelsesmedlem.

§ 10
Bestyrelsesmøder

Bestyrelsesmøder afholdes mindst 6 gange om året, men i øvrigt efter behov eller på forlangende for mindst 3 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen indkaldes skriftligt med minimum følgende punkter på dagsordenen:
1. Godkendelse af referat (foregående bestyrelsesmøde)
2. Meddelelser fra formanden
3. Kassereren fremlægger oversigt visende bevægelser i regnskabet. Eventuelle ændringer meddeles.
4. Orientering fra udvalgene
5. Øvrige punkter
6. Eventuelt

§ 11
Beslutninger

Alle bestyrelsesbeslutninger besluttes ved simpelt flertal. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende og i dennes fravær næstformanden. Er bestyrelsen ikke fuldtallig, kan den fraværende stemme pr. brev afleveret senest ved bestyrelsesmødets start til formanden (eller næsteformanden hvis formanden ikke er til stede).

§ 12
Referat

Sekretæren nedskriver bestyrelsesbeslutningerne, og udfærdiger et referat som endeligt godkendes af den tilstedeværende bestyrelse ved det efterfølgende bestyrelsesmøde. Referatet lægges på klubbens hjemmeside uden omtale af eventuelle personsager, senest 14 dage efter afholdelse af mødet.

§ 13
Forvaltning af rideklubbens midler

Bestyrelsen forvalter rideklubbens midler, i overensstemmelse med rideklubben og ridesportens interesser. Rideklubbens medlemmer kan løbende fremkomme med forslag og ideer til bestyrelsen vedrørende anvendelse af midlerne, men bestyrelsen alene prioriterer med ansvar over for generalforsamlingen.

§ 14
Hæftelse og ansvar

Foreningen hæfter med hele sin formue for foreningens gæld. Rideklubbens medlemmer og dens bestyrelsen hæfter ikke for rideklubbens gæld eller andre forpligtelser. Bestyrelsesmedlemmerne er dog ansvarlige overfor Allerød Kommune for modtagne tilskud.

§ 15
Tegningsret

Som nævnt i § 13, disponerer bestyrelsen over rideklubbens midler, og varetager dennes tarv på bedste måde. Rideklubbens kasserer er ansvarlig for den daglige administration/regnskabsføring med ind- og udbetalinger, og benytter hertil bank og netbank. Formand og kasserer er sammen (begges underskrift) bemyndiget til at underskrive dokumenter, checks m.v., og kan således sammen skrive under på rideklubbens vegne. Skal der vælges en stedfortræder, for den ene (formand eller kasserer), skal en af de bemyndigede pege på et bestyrelsesmedlem.

§ 16
Køb/salg/afhændelse/pantsætning m.m.

Generalforsamlingen træffer bestemmelser om køb, salg, anden afhændelse samt pantsætning af rideklubbens faste ejendom, overgang til selvejende institution m.m. På generalforsamlingen vælges personer med almindeligt flertal. Øvrige beslutninger ved simpelt flertal, se dog 8 C og § 18. Afstemning foregår ved håndsoprækning, med mindre bestyrelsen eller mindst 2 medlemmer kræver skriftlig afstemning, se dog § 7 A og § 7 B. Står stemmerne lige, er forslaget forkastet. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 17
Regnskabsår

Regnskabsåret går fra den 1. januar til den 31. december. Regnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse efter revision af 2 på den ordinære generalforsamling valgte revisorer, se § 8 A.

§ 18
Opløsning

Rideklubbens opløsning kan kun finde sted, når beslutningen herom vedtages på to efter hinanden med mindst 14 dages mellemrum afholdte generalforsamlinger. Ved den første af disse generalforsamlinger skal beslutningen om opløsning vedtages med mindst 3/4 af de afgivne stemmer. Ved den anden generalforsamling kan opløsning vedtages ved simpelt flertal. Eventuelle aktiver skal tilfalde ridesportslige aktiviteter inden for distrikt 1 eller 2.
Rytter der elsker sin ponyRytter der elsker sin pony